God ide til borgmesteren om “Solrød Erhvervskile”

Kære Niels,

Jeg håber, at du har haft en god sommer og ikke mindst en god sommerferie.

Jeg synes, at det vil være en god ide, hvis du og byrådet (herunder Økonomiudvalget) får udarbejdet en egentlig business case der klart beskriver fordelene, ulemperne og forventede gevinster ved at udlægge området “Solrød Erhvervskilen” til transport- og logistikvirksomheder samt bygninger der skal huse varelagrer. 

Jeg vil hertil anbefale, at byrådet og ikke mindst økonomiudvalget offentliggør business casen, så det vil stå klart for borgerne og ikke mindst politikerne i Solrød Kommune, hvilke fordele og ulemper som transportcentret forventes at medføre. Hertil må business casen gerne sandsynliggøre, hvornår eventuelle fordele og ulemper samt omkostninger finansieret af kommunen vil blive realiseret samt de forventede risici.

Du er, som altid, meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer.

Med venlig hilsen

Peter Flemming Teunissen Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød

Fuld sympati for demonstranterne i Hong Kong

#Frihed

Det er intet mindre end uhyggelige billeder man på det seneste har set fra Hong Kong, hvor en kommunistisk marionetregering er ved at få indført lovgivning der kan underminere det demokratiske styre. Det er ligeledes uhyggeligt at se, hvordan det røde Beijing-regime anvender “lokale” kampenheder til at nedkæmpe demonstranterne, så det ikke fremstår som at Beijing-regimet slår ned på civilbefolkningen.

Hong Kong viser på denne måde, at det er svært nødvendigt for Vesten at opretholde et godt og anvendeligt samarbejde med Taiwan, som modsat folkerepublikken Kina ikke er et diktatur, men et demokrati.

Læste bøger i 2019

Jeg fik læst en del bøger i første halvdel af 2019, hvoraf nogle af bøgerne er genlæsning. Nedenfor er et lille uddrag:

  • “Where to play” af Gruber & Tal. (2017).
  • “Notat” af Fosdal (2019).
  • “Patterns of Strategy” af Hoverstadt & Loh (2017).
  • “Scenario Planning in Organizations” af Chermack (2011).
  • “Governance of IT” af Holt (2013).

Jeg regner med at få læst flere bøger om strategisk planlægning og scenarieplanlægning i den anden halvdel af 2019.

Brexit for hvilken gang?

I dag kan man læse at Nigel Farage (tidligere leder af United Kingdom Independence Party) har stiftet et nyt parti der skal indgå i EP-valgkampen i Storbritannien. Det nye parti har det beskedne navn “Brexit Party”. Man må derfor sige, at Farage har tonet rent flag i den forstand, at partiet i meget høj grad placerer op ad en anti-EU linje. Ved lanceringen af det nye parti gjorde Nigel Farage at sit gamle parti var blevet for højre-ekstremt i den forstand, at UKIP er blevet et holiganparti der bygger på en ekstrem islamofobi. Det blev med andre ord for meget for Farage, at hans exit fra partiet førte til et mere ekstremt parti. Det er vist også et parti der i mange år har været under udvikling mod på at blive mere og mere ekstremt.

“Yes, minister”

Det virker efterhånden til at Storbritannien ikke kan opnå enighed mellem sine egne folkevalgte og egen befolkning om, hvad man vil opnå uden for EU, hvordan man vil undgå at skulle leve op til EU krav og lovgivning samt hvordan man har i sinde at opretholde en høj levestandard. Den britiske iver for at melde sig ud og fejle i forsøgene giver næsten en lyst til at se “Yes, minister” (“Javel, hr. minister”) eller “Monty Python” igen, da disse TV-serier nærmest har været profetiske, når det kom til britisk politik og befolknings evner til at løse komplicerede problemer så som at nå til enighed om en retning og vision for samfundet herunder, hvad man vil opnå udenrigs- og indenrigspolitisk.

Er det mon muligt for Storbritannien?

Hvis man da lever efter princippet om, at politik er det muliges kunst, så må man sige at Farage nok er på vej mod et overdrev. Hvornår kan vi andre europæere håbe på, at briterne opgiver og melder sig tilbage under det blå banner med de gule stjerner?

Metrobyggeriet skrider frem

Vækst er fundamentet for velfærd, og vækst kræver moderne infrastruktur

Det er et herligt syn at se infrastrukturen i og omkring København bliver bedre. Metroen kommer til at spille en rolle for pendlerne fra Sydkysten, da en del fx dem i Solrød Kommune pendler på arbejde. Personligt glæder jeg mig til at prøve den nye “city-ring”, da jeg selv ofte pendler til og fra arbejde og København med S-toget samt andre offentlige transportmidler.

Et sted at starte

Metroen er, hvad man kan sige man sige er også et uheldigt symptom på, at bystyret i København har valgt at underminere pendlernes mulighederne for at parkere, da Københavns Kommune stadig har en række udfordringer med signende skildring og “kundeservice” lever op til ideen om en “borger og brugervenlig” tilgang til København. Den manglende brugervenlighed påvirker desværre også almindelige mennesker der pendler til og fra arbejde, hvorfor bystyret i København måske skulle overveje de nuværende politikker for udviklingen af København.
Dog er etableringen af den nye metro-ring et sted at starte med at forbedre infrastrukturen for pendlerne, men det bør ikke være det eneste som gøres.

Det kræver planlægning og politisk vilje

Metroen er, som sådan et fint sted at starte, men metroen er ikke nok til at skabe vækst i og omkring hovedstaden eller på Sjælland generelt. Her bliver bystyret i København og Østsjælland påbegynder arbejdet med at understøtte en infrastruktur der understøtter vækst.

Vækst er grundlaget for den velfærd, som vi har i dag, og hvis vi ikke skal blive fattigere og i stedet rigere på muligheder, så skal vi have en højere vækst i Danmark og i København samt Østsjælland.

Med venlig hilsen

Peter Flemming Teunissen Sjølin
Medlem af Liberal Alliance

Jeg vil stemme på Henrik Boye til valget om EU-parlamentet

Henrik Boye (LA) er klart den bedste kandidat til valget til Europa-parlamentet i 2019, fordi han har en pragmatisk tilgang til EU, hvor Henrik vil arbejde for mere frihed og højere vækst.

Snart skal vi stemme til Europa-parlamentet. Der er mange gode kandidater fra mange forskellige partier og lister som stiller op til valget, men for mig er der især en kandidat der skiller sig ud fra mængden. Det er Henrik Boye (LA) fra Solrød. Det skyldes at han har valgt en pragmatisk tilgang til den Europæiske Union, hvor Henrik vil fokusere på, at gøre EU bedre til at skabe vækst i medlemslandene. Dette er med henblik på at løfte levestandarden i Danmark, men også i medlemslande som i skrivende stund har behov for økonomisk vækst for at skabe arbejdspladser, så flere arbejdsparate borgere kan forsørge sig selv og skabe grundlaget for en bedre fremtid.

Henrik er heldigvis ikke en kulturfanatiker, som ønsker at finansiere alle mulige besynderlige fælles europæiske kunst- og kulturprojekter, hvilket står i skærende kontrast til de nuværende medlemmer af den liberale gruppe (ALDE) i Europa-parlamentet.

Henrik arbejder også ud fra en dagsorden der tager sit udgangspunkt i at skabe mere frihed for den enkelte borger, forening og virksomhed. Frihed i den forstand:

    • Borgere får flere rettigheder mod de respektive nationalstaters styringsregimer.
    • Borgere får bedre adgang til retshjælp i de enkelte medlemslande, men også en bedre adgang til den europæiske menneskerettighedsdomstol.
    • Borgere får bedre beskyttelse mod EU’s styringsregime.
    • Borgere frit kan bevæge sig inden for EU, men med respekt og rimelighed få adgang til service- og velfærdsydelser i de enkelte medlemslande.
    • Foreninger får bedre vilkår og lempelser i forhold til dataforordningen (GDPR).
    • Foreninger får mere tilgængelige og nemmere ved at søge om tilskud ved EU.
    • Virksomheder får bedre muligheder for at søge om tilskud til udviklingsprojekter, erhvervsklynger og eksportfremstød fra EU.
  • Virksomheder skal have nemmere ved at importere og eksportere varer mellem EU-lande og lande uden for EU fx i form af flere frihandelsaftaler.

Mere frihed og en bedre levestandard til alle europæere!

Med venlig hilsen

Peter Flemming Teunissen Sjølin
Medlem af Liberal Alliance

Danmark bør anerkende Taiwan

Siden slutningen af den kinesiske borgerkrig har Kina været delt i to. På den ene side står Folkerepublikken Kina og på den anden side Republikken Kina på Taiwan (eller i kort form Taiwan).

Folkerepublikken er som bekendt det største af de to lande, og Folkerepublikken Kina anerkender ikke Taiwan som en selvstændig og uafhængig stat. Folkerepublikken Kina har  formuleret en politik kaldet “Et Kina politikken”, og det er en politik som Folkerepublikken Kina forsøger at påtvinge andre lande. Politiken tager sit udgangspunkt i, at kun Folkerepublikken bliver anerkendt, og Taiwan ikke skal anerkendes på samme niveau som et land.

Folkerepublikken er ledet af et totalitært regime, og det regime er ledet af et kommunistisk parti. Det er et parti, hvis ugerninger har ført til hungersnød, fangelejre og folkemord som kun kan findes i samme målestok som i Sovjetunionen og Nazityskland. Folkerepublikken har også brugt sit militær til at besætte andre lande, og flyttet egne statsborgere ind i disse med henblik på at styrke sit greb om territorierne.

Taiwan som har udviklet sig til et demokrati og respekterer  i dag menneskerettighederne. Ganske rigtigt, så var Taiwan et militærdiktatur indtil 1984, hvor det kinesiske nationalistiske parti havde eneretten på magten, men dette har som bekendt ændret sig. Folkerepublikken Kina har trods ambitioner om at oprette et proletariatets diktatur ikke ambition om at respektere menneskerettigheder. Heldigvis har Taiwan udviklet sig til et demokrati og i dag overholder Taiwan menneskerettighederne.

Taiwan er i stigende grad blevet udfordret af Folkerepublikken Kina ved at Kina presser andre suveræne stater til kun at anerkende Folkerepublikken Kina og dermed underkende Taiwans ret til at eksistere som en selvstændig stat. Det er dybt bekymrende, at stormagter presser andre lande til at forkaste langvarige relationer og det er en adfærd der i sidste end vil ende med konflikt. Danmark er selv en mindre stat, når det kommer til den politiske scene. Nok er Danmark det tredje største NATO-land, når man regner rigsfællesskabet med i landarealet, men på den politiske scene har Danmark ikke samme styrke som med landmasserne, men på trods af det så har Danmark mulighed for at påvirke de politiske processer på et globalt plan fx i institutioner som EU og FN, hvis det danske diplomati da ellers spilles rigtigt. Danmark er ligesom Taiwan en miniput nation, og hvis de små lande ikke holder sammen, så vil de “store” lande tage, hvad de kan ved forhandlingsbordet eller i værste fald med militærmagt. Blandt andet derfor bør Danmark anerkende Taiwan.

 

Med venlig hilsen

 

Peter Flemming Teunissen Sjølin
Medlem af Liberal Alliance