Brexit for hvilken gang?

I dag kan man læse at Nigel Farage (tidligere leder af United Kingdom Independence Party) har stiftet et nyt parti der skal indgå i EP-valgkampen i Storbritannien. Det nye parti har det beskedne navn “Brexit Party”. Man må derfor sige, at Farage har tonet rent flag i den forstand, at partiet i meget høj grad placerer op ad en anti-EU linje. Ved lanceringen af det nye parti gjorde Nigel Farage at sit gamle parti var blevet for højre-ekstremt i den forstand, at UKIP er blevet et holiganparti der bygger på en ekstrem islamofobi. Det blev med andre ord for meget for Farage, at hans exit fra partiet førte til et mere ekstremt parti. Det er vist også et parti der i mange år har været under udvikling mod på at blive mere og mere ekstremt.

“Yes, minister”

Det virker efterhånden til at Storbritannien ikke kan opnå enighed mellem sine egne folkevalgte og egen befolkning om, hvad man vil opnå uden for EU, hvordan man vil undgå at skulle leve op til EU krav og lovgivning samt hvordan man har i sinde at opretholde en høj levestandard. Den britiske iver for at melde sig ud og fejle i forsøgene giver næsten en lyst til at se “Yes, minister” (“Javel, hr. minister”) eller “Monty Python” igen, da disse TV-serier nærmest har været profetiske, når det kom til britisk politik og befolknings evner til at løse komplicerede problemer så som at nå til enighed om en retning og vision for samfundet herunder, hvad man vil opnå udenrigs- og indenrigspolitisk.

Er det mon muligt for Storbritannien?

Hvis man da lever efter princippet om, at politik er det muliges kunst, så må man sige at Farage nok er på vej mod et overdrev. Hvornår kan vi andre europæere håbe på, at briterne opgiver og melder sig tilbage under det blå banner med de gule stjerner?