Mere frihed til borgerne i Solrød Kommune

Mere frihed til borgerne i Solrød Kommune er en nødvendighed for at skabe bedre trivsel og et grundlag for højere vækst. Jeg har opstillet fem indsatser, som jeg mener, at kommunen kunne sætte i gang med henblik på at skabe mere frihed ud fra gode liberale principper.

Ros til Mette Bock for moderniseringen af DR

Danmarks Radio (DR) har i mange år været i en lidt speciel situation. Organisationen der har til hensigt at berige os alle med kunst, kultur og nyheder har i stigende grad brugt sine ressourcer på underholdning og på at konkurrere med private virksomheder. DR har ganske rigtigt formået at købe nogle TV-serier til broadcast fx Borgen, Krøniken, Rejseholdet og Forbrydelsen, men i den seneste tid har fokus været på at skabe kanaler og indhold der konkurrerer med TV2, TV3, ComedyCentral med flere. Indhold som ganske enkelt ikke kan betragtes som oplysende eller inden for public service. På det seneste er DR stagneret i forhold til at finde på nyt kvalitetsindhold. Det var med andre ord på tide, at ledelsen i DR blev sat på en brændende platform for, at tvinge DR til at skabe nyt og innovativt indhold.

 

Jeg vil derfor benytte lejligheden til at rose kulturminister Mette Bock. Hun har formået, sammen med regeringen, at skabe de nødvendige forhold til at DR kan udvikle sig til at blive en relevant public service og kulturinstitution igen.

 

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød

Afskaf Fingerplanen

Den offentlige sektor har et stort og forgrenet bureaukrati der blandt andet foretager en masse planlægning om, hvordan borgere og virksomheder må placere sig geografisk og inden for hvilke landzoner. Fingerplanen er et eksempel på en overflødig plan, og Fingerplanen er tilmed væksthæmmende, da planen i et meget stort omfang begrænser kommuner, som for eksempel Solrød Kommune i at udstykke arealerne i kommunen. Det vil sige, at selvom man inden for en kort årrække vil opleve, at en stor del af befolkningen vil gå på pension ikke bare kan tildele flere arealer til opdyrkning af erhvervslivet, som ellers ville kunne være med til at finansiere opretholdelsen af velfærdsydelserne og levestandarden.

 

Fingerplanen har indflydelse på en lang række kommuner, hvortil både de bureaukratiske processer bliver påvirket og de lokale erhvervsliv bliver påvirket. Et lokalt eksempel fra før nytår er fra Solrød Kommune, hvor byrådet måtte acceptere, at kommuneplanen kun delvist kunne besluttes, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke havde taget højde for de nærmere processer og mekanismer i udarbejdelse af Fingerplanen. Et andet lokalt eksempel er fra Lejre Kommune, hvor virksomheder ganske enkelt har måtte fraflytte kommunen på jagt efter større og tilgængelige erhvervsarealer, da kommunen ikke kunne allokere mere areal til virksomhederne på grund af restriktionerne i Fingerplanen. Det betyder i realiteten set, at skatteyderne betaler det offentlige (for udarbejdelse af Fingerplanen) for at blive fattigere (tvinge virksomhederne ud af kommunerne omkring Hovedstaden).

Højere vækst på Sjælland kræver et opgør bureaukratiets formynderi og afskaffelse af Fingerplanen.

 

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød.

Offentligt finansieret forskning er ikke tilgængelig for offentligheden

Ingen kvaler, skatteyderne betaler og forlagene lukrere. Det burde næsten være overskriften for de fleste universiteters forskning i Danmark. Det er, desværre, sådan at selvom forskere der er offentligt ansatte udarbejder forskning og udgiver deres forskning, så er forskningen og den tilhørende viden ikke tilgængelig for offentligheden. Det er på trods af skatteyderne har været med til at finansiere forskningen, og at viden kun kan lede til vækst, hvis den er tilgængelig for skatteyderne, som kan omsætte viden til produkter og services.

 

De videnskabelige artikler, som oftest bliver ‘peer-reviewed’ med henblik på at indgå i et videnskabeligt tidsskrift og på videnskabelige konferencer, er ofte gemt bag betalingsmurer. Disse kan omgås, hvis universitetsbibliotekerne har licens til at de studerende kan tilgå artiklerne, eller ved at interesserede køber sig adgang til en eller flere af de videnskabelige artikler.

 

Forlag som for eksempel Springer Verlag har fundet en fin forretningsmodel, hvor man har været i stand til, med minimumsindsats at udgive artikler til enkelt køb og i bogsamlinger. Dette er sket ved samtidigt, at kræve det kun er gennem forlaget. På den måde formår Springer og andre forlag at lukrere på skatteyderne, da forlagene så også kan fastsætte prisen for adgang.

 

Det er ikke kun de studerende eller forskerne der kan have interesse i den viden der er beskrevet i de videnskabelige artikler. Videnskabelige artikler skaber ikke værdi i sig selv, men kun når viden de indeholder bliver omsat til praksis. Derfor bør videnskabelige artikler, der er skrevet af forskere der er ansat ved et skattefinansieret universitet, være frit tilgængelige.


Desværre er det mindre end 24 % af samtlige videnskabelige artikler der udgives af forskere på danske universiteter der er tilgængelige igennem “Open Access”, hvilket er alt for lavt. Det er helt igennem urimeligt, at en så lille en andel er tilgængelig, set i forhold til, at skatteyderne har været med til at finansiere forskningen til at begynde med. Det er igennem den frie og tilgængelige viden, at højere vækst kan skabes i Danmark og dermed komme skatteyderne til gode.

 

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin

Medlem af Liberal Alliance i Solrød

God ide til borgmesteren 23-12-17

På Solrød Kommunes hjemmeside kan man dele sine gode ideer med borgmesteren. Jeg har derfor sendt denne gode ide af sted til Niels, som jeg håber også vil synes det er en god ide. Det kan måske være at Niels endda vil kæmpe for ideen i byrådet.

Hej Niels,

Jeg har en idé, som jeg også tror vil have din interesse. Min ide tager sit udgangspunkt i, at give folkeskolerne i Solrød Kommune mere frihed til at tilrettelægge skoledagen for eleverne. Det kan for eksempel ske ud fra de samme rammer og principper som blev beskrevet i ‘Rammeforsøget’, som undervisningsministeriet udgav i starten af 2017. Friheden bør efter min mening bruges til følgende:

  • Kortere skoledag for eleverne.
  • Koncentrerede uddannelsesforløb.
  • En skoledag der tager sit udgangspunkt i den enkelte folkeskoleelevs situation.

Børn sendes i skole for, at blive dannet og for at få mulighed senere i livet. Muligheder er basis for mere frihed, hvilket er en god ting.

Du ønskes en god weekend.

 

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød

God ide til borgmesteren 20-12-17

På Solrød Kommunes hjemmeside kan man dele sine gode ideer med borgmesteren. Jeg har derfor sendt denne gode ide af sted til Niels, som jeg håber også vil synes det er en god ide. Det kan måske være at Niels endda vil kæmpe for ideen i byrådet.

Hej Niels,

Nu er der kun fire dage til jul og jeg håber, at du får tid til at nyde julefreden. Jeg har en ide, som jeg gerne vil dele med dig.

Min ide tager sit udgangspunkt i, at Solrød Kommunes Økonomi-, Teknik- og Miljøforvaltning får afklaret muligheden for at etablere en supercykelsti i retning af København. Det er selvsagt nødvendigt at både Solrød Kommune og nabokommunerne kan blive enige om placeringen af supercykelstien, så borgere i Solrød og omkringliggende kommuner kan få mulighed for komme hurtigt og sikkert til København på cykel.

På nuværende tidspunkt bruges Strandvejen og Københavnsvej af bl.a. motionscyklister og om sommeren kan det gå helt galt, når børn, unge og ældre også færdes på det kombinerede fortov- og cykelsti. Jeg er af den holdning, at det vil blive mere sikkert for cyklisterne, fodgængerne og bilisterne, at cyklisterne kan rykke over på en supercykelsti. Det giver borgerne mere frihed og det er jo en god ting.

 

Du ønskes en god dag.

 

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød

 

Anmeldelse af Sushi Amor

Jeg havde fornøjelsen af et besøg på restaurant Sushi Amor den 13. december 2017, restauranten der er lokaliseret i Solrød Centret har et såkaldt fokus på running sushi og østasiatiske retter.

Restauranten plejer at være fyldt, men min bedre halvdel og jeg fik mulighed for at få et bord, hvor vi kunne gøre brug af restaurantens “samlebånd”, hvor retterne bliver transporteret frem og tilbage. Ved besøget fik vi den såkaldte buffe og to sodavand, hvilket for to personer blev lidt under 450 kroner. I bør bemærke, at restauranten har differentierede priser, hvortil det ofte fra om torsdagen til og med lørdag aften ofte er lidt dyrere at besøge restauranten.

Maden smagte fint og servicen på restauranten er også fin og jeg kan derfor klart anbefale andre at besøge Sushi Amor i Solrød Centret.

I tilfælde af du også ønsker at besøge Sushi Amor, så kan et bord bestilles på +45 32 11 51 15.

God ide til borgmesteren 17-12-17

På Solrød Kommunes hjemmeside kan man dele sine gode ideer med borgmesteren. Jeg har derfor sendt denne gode ide af sted til Niels, som jeg håber også vil synes det er en god ide. Det kan måske være at Niels endda vil kæmpe for ideen i byrådet.

Hej Niels,

Jeg har en ide, som jeg også tror vil have din interesse.  Solrød Kommunes politik for fritid og kultur er særdeles udateret og fokuserer essentielt set kun på tre ting:

  1. Idræt.
  2. Et selvbetjent bibliotek.
  3. Samarbejde med foreningslivet, men primært med idrætsforeninger.

Det er bestemt ikke en dårlig ide, at Solrød Kommune fokuserer på at støtte op om idrætsforeningerne og at der findes et selvbetjening bibliotek, dog giver strategien ikke et billede af, hvad Solrød Kommune vil opnå eller hvordan man vil opnå det. Det er jo hvad en strategi skal bruges til.

Jeg vil ligeledes anbefale, at fritids- og kulturpolitikken bliver opdateret, så det også bliver muligt for kommunens fritids- og kulturforvaltning kan støtte op om den relevante organisering og arrangering af arrangementer. I forbindelse med formuleringen af den nye strategi, da vil jeg anbefale, at strategien bliver sendt i høring, så bl.a. borgere og kulturforeninger kan komme med bidrag.

Det giver mere frihed og på den måde bliver Solrød Kommune mere attraktiv for borgerne at bosætte sig i.

 

Du ønskes en god søndag.

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød

 

God ide til borgmesteren 16-12-17

 

På Solrød Kommunes hjemmeside kan man dele sine gode ideer med borgmesteren. Jeg har derfor sendt denne gode ide af sted til Niels, som jeg håber også vil synes det er en god ide. Det kan måske være at Niels endda vil kæmpe for ideen i byrådet.

Hej Niels,

Jeg har en ide, som jeg også tror vil have din interesse. Ideen går ud på, at bevoksningen i rundkørslerne i kommunen bliver beskåret, så bilisterne og andre trafikanter har mulighed for at se trafikken der kommer ind i rundkørslerne. Jeg mener, at det vil være med til, at bilisterne sænker hastigheden og det vil øge trafiksikkerheden.

En højere trafiksikkerhed vil give flere borgere mod på at bruge andre transportformer end bilen i Solrød Kommune, hvilket giver borgerne mere frihed og et bedre helbred.

Du ønskes en god weekend.

 

Med venlig hilsen

Peter Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød

God ide til borgmesteren 15-12-17

På Solrød Kommunes hjemmeside kan man dele sine gode ideer med borgmesteren. Jeg har derfor sendt denne gode ide af sted til Niels, som jeg håber også vil synes det er en god ide. Det kan måske være at Niels endda vil kæmpe for ideen i byrådet.

Hej Niels,

Jeg gik en tur i går eftermiddags og her kom jeg til at tænke på, at der findes en del borgere, også i Solrød Kommune, der antageligt vil have glæde af daginstitutioner med fleksible arbejdstider. Årsagen til dette skyldes, at borgerne kan have jobs der kræver, at de er tilgængelige inden for et bestemt tidsrum, hvilket ikke nødvendigvis passer godt med åbningstiderne i daginstitutionerne.

Jeg vil derfor foreslå, at Solrød Kommune får undersøgt mulighederne for at oprette en eller flere daginstitutioner med fleksible åbningstider, så borgerne på den måde vil kunne opnå mere frihed og erhvervslivet i vil opleve at borgerne er tilgængelige til at løse opgaver. På den måde vil man også opleve højere vækst.

Med venlig hilsen

Peter Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød